En vigtig grundsten inden for den løsningsfokuserede tilgang er vigtigheden af at benytte og bevare klientens eget sprogbrug og ikke bruge unødvendige fagudtryk.
Det er der flere årsager til. For det første kan klienter føle sig misforståede eller korrigerede, hvis man erstatter et af deres egne ord med et fagudtryk. For det andet føler klienter sig lettere taget alvorligt, hvis coachen bruger deres egne formuleringer.
Derfor sikrer vi inden for den løsningsfokuserede tilgang, at klienten føler sig sprogligt genkendt ved bl.a. at bruge sammenfatning og ekko.
Sammenfatning
Løsningsfokuserede fagpersoner bruger sammenfatning som et greb til at sikre, at coach og klient er enige om rammen for samtalen.
Ved kort at opsummere, hvad klienten netop har fortalt, viser den løsningsfokuserede coach klienten, at hun har lyttet grundigt, og klientens reaktion kan forsikre coachen om, at hun har hørt og forstået klienten korrekt. Ved at bruge klientens ord og formuleringer viser coachen respekt for klientens referenceramme og evne til at definere sine egne opleveler. Det giver desuden klienten mulighed for at sige mere (tilføje, korrigere, omformulere).
Sidst men ikke mindst hjælper sammenfatningen coachen til at formulere det næste spørgsmål ud fra, hvad klienten netop har sagt.
Ekko
En løsningsfokuseret coach vil typisk bestræbe sig på at udvælge og ordret gentage flere af klientens formuleringer som udgangspunkt for næste spørgsmål.
Klient: jeg føler mig så dvask for tiden, og jeg når ikke mine deadlines
Coach: På hvilke tidspunkter føler du dig mindre dvask. Og hvad er anderledes, når du når dine deadlines?
Klient: Det er kun, når jeg ikke føler mig stresset
Coach: Hvad føler du så i stedet, hvis du ikke føler dig stresset?
På den måde bruger den løsningsfokuserede coach klientens egne ord, men anvender dem til at flytte fokus fra problemet (klienten føler sig dvask og når ikke sine deadlines) til at afsøge mulige løsninger (I hvilke situationer føler klienten sig ikke dvask og ikke stresset).
En anden grund til at bruge ekko er at afdække, hvad klienten mener med sine formuleringer. De ord, som klienten bruger til at beskrive sine oplevelser og holdninger, giver mening for klienten, men kan være uklare for coachen. Her bruger coachen ekko til at opklare, hvad klienten helt præcis mener, når hun fx siger, at “alt er fint”. Coachen vil spørge, “hvad mener du med fint?” eller blot spørge “fint?”
Kunsten er at lyde oprigtigt undrende og ikke skeptisk eller dømmende, men lykkedes det for coachen, får det typisk klienten til at uddybe og fortælle mere om sine tanker og opfattelse af sit liv.